Sider

lørdag den 31. august 2013

En smuk dag

 
Tusind tak for alle jeres kommentarer på mit indlæg i går. Det varmer rigtig meget.
 
I går gik flaget på halv her i haven og vi drog til Tårnby kirke på Amager, hvor min mormor skulle begraves.
 
Det var en meget smuk begravelse som min mormor havde planlagt.
 
Lige siden min morfar døde fra 11 år siden, har vi vidst at mormor ville i graven samme sted som ham.
og hjemme i hendes samlebog lå hendes liste med ønsker til sange. (min onkel havde haft en lille udfordring med at finde den, da hun pludselig havde lagt den et nyt sted.. ;o) )
 
Kirken var smuk, med mange blomster. Vi var omkring 70 personer i kirken, så der var mange som ville sende hende videre på hendes sidste rejse.
 
Min onkel holdt en smuk tale om min festglade mormor. Det var dejligt at det var alle de gode minder han hev frem, men også hårdt da han bl.a. talte om tabet af min mor, fra mange år siden.
 
Alle sangene blev støttet op af kirkens orgel samt en trompet.
Min mormor havde nemlig ønsket at kisten skulle bæres ud til "Ave Maria" spillet på trompet.
 
Kisten blev båret ud af børn, børnebørn og oldebørn. Jeg er så glad for at jeg kunne klare at være med til at bære (jeg gik i midten og havde et par stærke"drenge" foran og bagved. )
 
Efter begravelsen var vi samlet til kaffe og kage og gode minder.
 
Inden vi kørte hjemad var jeg lige et smut forbi gravstedet for at se alle blomsterne. De dækkede smukt den nygravede jord.
Hjertet var fra os og mine søskende.
 
Da vi kom hjem, troede jeg at tårerne var brugt.. Men nej, for da vi åbnede postkassen lå der en  uventet pakke.
Anne-Sofie med bloggen Fingernem havde sendt mig en hilsen med god bedring og 2 par smukke øreringe.
puhh hvor blev jeg rørt. Jeg har aldrig mødt Anne-Sofie og vi kender kun hinanden lidt i gennem bloggene.  
 
 
 
Tusind tak Anne-Sofie.
 
 
 
 
 
 

fredag den 30. august 2013

En stjerne rigere og en solstråle fattigere

I lørdags blev himlen en stjerne rigere og vi blev en solstråle fattigere.
 
 
Min dejlige mormor sov stille ind, fredsfyldt og med smil på læben.
Jeg fik beskeden lige samtidig med at jeg blev udskrevet fra endnu en operation.
 
Idag går flaget på halv i haven og vi skal sende min elskede mormor på sin sidste rejse.
 
Min mormor blev 90 år, 3 måneder og 3 dage.. og sikke nogle år hun har haft.
 
Jeg vil huske min mormor som altid at være en glad, humoristisk og en varm kvinde. Indtil fra ca. 5 år siden, dyrkede hun bowling og gymnastik. og det er kun de sidste par år at hun har været begrænset af helbredet.
 
Min mormor var atypisk for hendes generation. Hjemme hos min mormor og morfar var det nemlig min morfar der klarede alt det huslige og min mormor der farede rundt til alverdens ting. Hun har dog klaret det, efter at min morfar døde fra 11 år siden.
  
Jeg vil huske episoder som:
 
* Da jeg var barn og vi blev passet af min mormor. Så var huset fyldt med 10-15 unger fordi alle vores legekammerater synes at min mormor var så hyggelig og sjov.. Hun legede nemlig med os...
 
* Da jeg blev konfirmeret, var det min mormor der sang højst i hele kirken. Jeg blev konfirmeret dengang at det lige var blevet meget moderne med video-kameraer, så alle mine klassekammerater kom senere og fortalte at de kunne høre min mormor på deres videoer :o)
 
* Dengang jeg var 16 år og havde mødt en kæreste på 24 år med et barn på 3 år.. Min mormors kommentar var: Det er godt at få en erfaren mand.... og da jeg kom og fortalte at jeg skulle skilles 10 år senere, fik jeg af vide: Snup 2 elskere på 16, istedet for en på 32.. Så er der lidt at skifte imellem..
 
og den meget lumre:
* Da min mormor i en alder af ca. 78 år, sad og fortalte mig og mine kusine/fætre, at hun jævnligt faldt i søvn til tvet, og når hun så vågnede kl. 3 om natten, så kørte der de her "film" med kvinder med "mælkeskæg,... og hendes kommentar var: så godt smager det sku heller ikke..
hmmm...
 
Min mormor var en ener, og jeg føler at jeg idag skal sige farvel til en del mere af min mor. Jeg mistede min mor da jeg var 13 år, så derfor var det jo min mormor som har kunne fortælle mig hvordan min mor var, da hun var barn..
 
Min mormor skal ud og ligge på samme gravsted som min morfar, og kun få hundrede meter fra min mor.
Jeg er sikker på at det bliver en smuk begravelse, da den vil vidne om en dejlig familie og en dejlig kvinde. Hun var mor til 4, mormor/farmor til 7 og oldemor til 16.
 
Efter begravelsen skal jeg desværre tilbage på sygehuset.. jeg blev indlagt igår og skulle være opereret igen, men pludselig fik de noget haste-akut ind som gjorde at de først kunne nå mig i nat, og så måtte jeg takke nej, da jeg VIL med til begravelsen.  Så jeg er dopet med smertestillende indtil da og så håber jeg bare at det bliver sidste operation,
 Jeg savner at være kreativ..
  
 
 

fredag den 16. august 2013

Leg med Fimo - lidt dukkehusmad.

 
Disse pakker har ligget og ventet på min energi i flere dage..
 
I går og i dag har jeg brugt min oppesiddende tid på at lave lidt "mad"
Det er dog kun til den hule tand.
 
Jeg har lavet burger, cupcake, gulerødder og jordbær i miniature-størrelse.
 
Burgerne er desværre blevet lidt for store. De måler ca. 13 mm * 8 mm. I målestokken 1:12 svarer det til 15,6 cm * 9,6 cm. Så det må være en hjemmelavet burger til de store mandfolk.
Det går tit sådan med de første jeg laver, men de bliver bare lagt i æsken med de ukurante størrelser for til børnedukkerhuse betyder det vidst ikke helt lige så meget. :o)
 
 
Jeg har forsøgt at tage billeder med et målebånd i billedet så man kan få en fornemmelse af størrelsen.
Det var faktisk rigtig rart at komme lidt i gang med at lege med Fimo igen.
 
Jeg har flere ideer til ting jeg gerne vil lave til dukkehuse
 
På listen har jeg bla. stående:
æbler, pærer, appelsiner, vindruer, vandmelon, bananer, blommer, ananas
agurk, tomat, salat, kartofler
Æbletærter, bær-tærter, lagkager, lagkagestykker, bager-brød
Pizza, fiskefileter, flæskesteg, laks,  
konfekt, slik
 
Men hvis du lige har nogle gode ideer, så kunne det være fantastisk hvis du ville skrive dem i en kommentar, for det er jo fedt med inspiration.
 
 
 

tirsdag den 13. august 2013

Så var der pludselig stille en uge..

fra torsdag til søndag var dette pludselig min udsigt og stedet her jeg skulle sove.
 
 
Jeg har i flere uger døjet med smerter i min mave og onsdag var jeg blevet scannet og havde fået konstateret en galdesten på ca. 2 cm. Jeg blev indstillet til operation den 28. august.
Torsdag fik jeg pludselig så mange smerter i min mave at jeg måtte en tur forbi lægen, som valgte at indlægge mig.  Der lå jeg så til søndag, hvor jeg blev  sendt på operationsbordet og er nu en galdeblære fattigere men rigere på 4 snit og 12 clips i maveskindet... AV..  
 
Jeg blev udskrevet søndag aften, men måtte en tur hjem forbi mine forældre for at være under observation i 24 timer. Søren havde nogle møder med arbejdet i Jylland mandag, så han kunne ikke være hjemme.
 
Efter jeg kom hjem mandag eftermiddag har disse 2 charmetrolde ikke veget fra min side.. De ligger ved siden af mig ved sengen og de åbner døren til toilettet når jeg går derud. De er som klistret op af mig. De kan godt mærke at der er noget galt.
 

 
Idag kom blomsterbudet med en fin buket fra mine kolleger. Godt at døren var lukket, for ellers tror jeg at budet ville være blevet ædt af mine små dræberhunde.. De er normalt rimelig fredelige, men de passer på, ingen tvivl om det.

 
Jeg håber snart at smerterne aftager og kræfterne vender tilbage.

tirsdag den 6. august 2013

Stof bytte legen .. Pakke fra blogland.

 
Lisbeth med bloggen Tulle Trut hoppede med på Bytte-legen.
Og jeg har modtaget en lækker pakke blandet stof.
Et lille stykke fint cowboystof, en lilla bomuld med fine hvide blomster, en fin pink broderi anglaise,  en gråmeleret jersey og en flot orangegul bomuld med babushkaer.
 
Kaja har allerede meddelt at babushka-stoffet er til hende.. Jeg har ikke helt besluttet mig hvad jeg skal sy, men måske det bliver et fint sæt sengetøj til dukkevognen.
Den pink broderi anglaise, skal helt sikkert bruges som en del på en kjole.
 
Sammen med stoffet havde Lisbeth lagt en lille ekstra ting. en sød hårelastik med en hvid hæklet blomst. Tusind tak Lisbeth, Den er altså virkelig sød.

Lisbeth hækler nogle fine ting og har nogle spændende ideer, (ikke kun indenfor hækling).
Hvis du ikke kender hendes blog, så er den bestemt et besøg værd. Lisbeth har ikke så mange faste læsere endnu, men det må være fordi der ikke er så mange der er faldet over den. :o)
 
Idag har jeg fået postet stofpakkerne til både Lisbeth og Sabrina, som begge meldte sig til legen.
 
 

mandag den 5. august 2013

Kage til en pynte-pige


Min kollegas datter, er meget stor fan af mine kager.
Hver gang hun ser at hendes mor er på facebook, vil hun ind og se om jeg har lavet nye kager.
Sidste år, var jeg på ferie da Lærke havde fødselsdag, så der kunne hun ikke få kage fra mig.
Men i år kunne det lade sig gøre.
Lærke vidste ikke at hendes mor havde bestilt kage. Hun havde fået af vide at jeg ikke have tid.
Lærke er meget glad for tøj og sko.. og så er hun spejder.
Så det blev denne kage.
Det er bunde af drømmekage, Tobleronecreme og hindbærmousse.


søndag den 4. august 2013

Zebra-kage med hest

 
Min mellemste niece holdt Nonfirmationsfest igår.
Hun har egentlig gået til konfirmationsforberedelse, men da hun ikke var enig i det hele, valgte hun at fravælge konfirmation.
 
Når der er fest, skal moster selvfølgelig lave kage.
 
Caroline har altid været "besat" af zebraer, så det blev temaet til kagen.. og så er hun en rigtig dygtig rytter.
Farverne til festen var lilla, sort og hvid.
 
Kagen bestod af mørk mudcake, hindbærmousse og hvid Toblerone mousse.
 
kagen bragte lykke og Caroline havde en dejlig aften og nat, med familie og senere vennerne..
 
 

fredag den 2. august 2013

Dykkerkage

 
Brudeparret som jeg lavede kage til i weekenden, havde spurgt om jeg kunne lave en ekstra kage som de skulle bruge efter kl. 24..
 
Brudens søn fyldte år, og de ville give ham en dykker-relateret gave.
Det blev til denne kage.
 
Den bestod af lyse lagkagebunde, jordbærmousse og maraboucreme med appelsinkrokant.
 

torsdag den 1. august 2013

Vejret kræver shorts

 
2 par shorts røg igennem maskinen. Det fantastiske vejr skal vi ikke klage over, men jeg kan godt se på Kajas klædeskab at det sulter efter shorts. Efter Kaja er startet i børnehave, bruger hun jo ikke nederdele i hverdagen. Så der skal være shorts til alle dage.. Og hvis jeg skal undgå at stresse over vasketøj, så skal der vidst flere i produktion snart.
 
De blomstrede shorts var en rest fra en nederdel jeg har lavet tidligere. Det er stof fra stof2000. De har fået en flot gul rib og Kaja elsker dem allerede.

 
De blå er syet i bomuldschambrey fra Stof og stil.
De har fået en koralfarvet rib og en pyntesyning i kanten.
Nederst ved buksebenet har jeg syet hendes navn.