søndag den 14. september 2014

Idag... for 4 år siden..

I dag… for 4 år siden…  (på forhånd undskyld for fødselssnak)

Det startede med et PLASK, da jeg rejste mig fra sengen.
Måske havde jeg tisset, men det plejer jeg ikke at gøre på soveværelsesgulvet.

Jeg var præcis 36 uger henne og Søren var på vej ud af døren. Han skulle til Lufthavnen for at tage til Aalborg med arbejdet.
Da han stod med jakken på, måtte jeg fortælle ham, at jeg ikke var sikker på at han kom til Aalborg.
Vi grinende lidt af den dårlige timing og så ringede jeg til jordmoderen.

Hun kunne ikke med sikkerhed sige om det var vandafgang, så vi skulle lige se tiden an, en times tid.

Søren og jeg blev enige om at han kørte mod lufthavnen og så måtte vi ringe sammen inden han steg på flyveren. (i dag kan jeg undre mig over min tanke dengang, jeg var jo førstegangsfødende. )

Han nåede dog ikke til lufthavnen før jeg ringede og sagde at det var VANDET der var gået. Han kørte lige ud og sagde det til sin kollega. (han havde ikke hans tlf.nr.)

"Fødselstasken" var blevet pakket færdig aftenen før, for jeg havde hele tiden sagt at den skulle være klar 4 uger før.

På vej til Roskilde Hospital, snakkede vi om de ting som vi lige kunne ordne når vi blev sendt hjem for at vente på veer. (Vi blev klogere)

Vi blev modtaget af en sød jordmoderstuderende der vurderede at Spiren vejede omkring 2650 g, (jordmoderen sagde 3000 g. ) Spiren stod langt nede og i rette stilling. Vi havde valgt ikke at kende kønnet, så Spiren var navnet under hele graviditeten.

Der var stadig livmoderhals og jeg havde ikke åbnet mig.

Vi fik af vide at vi ikke kom hjem før jeg havde født, da jeg var i for tidlig fødsel og derfor skulle have antibiotika hver 6. timer indtil fødsel.

Vi fik ringet rundt at fortalt det til familien og jeg måtte lige ringe til en venindes veninde og sige at barnedåbskagen til weekenden, måtte bestilles et andet sted.

I løbet af de næste mange timer, skete der ikke så meget.. jeg blev undersøgt nogle gange, og de forsøgte en masse tricks for at få veerne i gang. Det var en ret underlig følelse at gå rundt og bare vente på at der skete noget. At vide at vi skulle være forældre indenfor 24 timer.

Da klokken var 19 blev jeg undersøgt igen og havde åbnet mig 3 cm. Jeg havde stadig ikke mærket veer.

Vi blev sendt til fødegangen for at få sat ve-stimulerende drop, for nu skulle der skub i tingene.

De skruede og skruede, men først omkring kl. 22 begyndte jeg at mærke veer. Veerne tog hurtigt til, og kom med mindre end 2 minutter imellem hver.

Sørens meste brugte replik var ... Træk vejret Skat!
Omkring midnat fik jeg tilbudt lattergas i maske. Lattergassen hjalp ikke rigtig men masken gjorde at jeg kunne fokusere på en ordentlig vejrtrækning. Lattergassen blev hurtigt erstattet af ren ilt.
 
På grund af den heftige ve-storm, måtte jordmoderen undersøge mig mens der var veer, for hun kunne ikke nå det mellem veerne.
Omkring kl. 1.30 blev jeg undersøgt og var åbnet en del, men der var lige en kant fra livmoderhalsen som ikke var væk. De fik hjulpet den væk under en ve, og det gjorde at veerne blev lettere at arbejde med. Det var dejligt efter Ve-storm i over 2 timer.

Da kl. var 1.50 følte jeg at jeg skulle på toilettet, men jordmoderen meddelte mig dog : JA, du skal skide, for du skal skide et barn ud om lidt.

Søren blev bed om at trykke på knappen for at tilkalde en børnelæge, da han/hun skulle være tilstede ved fødslen ved for tidlig fødsel.

Lægen nåede dog ikke at komme, for kl. 2.14 (4 ½ time efter første ve) kom Spiren ud til verden. Søren siger at jeg nærmest flåede Spiren ud af hænderne på den jordmoderstuderende. En lille smuk pige, der straks scorede 10 på apgar-scoren. Lægen blev afbestilt og Søren fik klippet navnestregen.


Kaja vejede 2700 g og var 49 cm lang.
Det var en hurtig, god og rimelig nem førstegangsfødsel.
 
Efter et par timer, kom vi over på barselsgangen og blev modtaget med ordene.. Velkommen, her skal du jo forvente at være frem til termin.. (WHAT.. 4 uger.. Jeg vil hjem.. )( Heldigvis blev vi udskrevet efter 5 dage.. )

Samtidig fik Søren af vide at han kun lige måtte hjælpe os ind på stuen, så skulle han køre hjem, for fædrene måtte kun være på barselsgangen mellem kl. 8-22..

Sikke en mavepuster.. Tillykke, du er blevet far.. Kør du bare hjem..

Jeg lå og beundrede min lille skønne pige og kunne bestemt ikke sove.
 
Kaja 3 dage gammel.
 
Og tænk.. I morgen fylder hun 4 år..
 
Gaverne er købt, lavet og indpakket.
Vores hverdagsmorgener giver ikke plads til en masse fejring om morgenen, men hun får en enkelt gave i morgen tidlig og resten får hun i morgen eftermiddag/aften når vi skal fejre og hygge herhjemme.
Søster Jeannie og kæreste kommer hjem og spiser med os i morgen, for de har desværre andre planer på lørdag når familien er inviteret til Boller og lagkage. 
 

 
 
 

4 kommentarer:

  1. Tillykke med datteren. En hurtig omgang for en første gangs fødende. Altid dejligt at læse om - når et vidunder kommer til verden :)

    SvarSlet
  2. Tillykke med hende:) Min mand blev også smidt hjem lige efter prinsessepigen var født og så lå jeg der på med 10 andre, bare et gardin mellem os på et hospital i nord London:) Lå bare og kiggede på min lille pige indtil manden måtte komme igen næste morgen:) Okay har nok sovet lidt men husker det ikke:)
    ha' en skøn fødselsdag med den-lige-om-lidt-4årige:) 4 er en skæg alder.

    SvarSlet
  3. Tillykke med hende...

    Og det med fædrene på barselsgangen er da gudskelov blevet ændret siden i hvert fald i Næstved hvor de var velkommen til at overmatte da jeg havde min praktik der ude

    SvarSlet
  4. Stort tillykke med fødselaren og de første fire år som mor! Jeg bliver helt rørt over din fortælling. Min søn bliver fire år om en måneds tid, og min datter bliver et år på fredag, så jeg synes stadig, at jeg har deres fødsler i frisk erindring.
    Hav en skøn dag i morgen! :-)

    SvarSlet

Related Posts Plugin for WordPress, Blogger...