onsdag den 14. december 2011

Bluse





Jeg havde en stofrest liggende af dette bomuldsstof med små turkise blomster.

Det blev omdannet til en lille bluse til Kaja. Der er syet elastik indeni ved brystet og så har jeg pyntet den med en blondekant på ydersiden, for at skjule stedet hvor elastikken er syet fast og for at give den lidt ekstra.

I underkanten har jeg også brugt lidt blonde.

Mønstret er fra mini-krea og er det samme som jeg har brugt til julekjolen.

onsdag den 9. november 2011

Bananmuffins

 

Jeg fik anbefalet en opskrift på bananmuffins, men valgte lige at tilføre lidt chokolade.. Mums..
Det er ikke sidste gang at jeg laver disse muffins.

Chokolade/Banan-muffins.
4 modne bananer
200 g sukker
2 æg
75 ml mælk
100 g smeltet smør
250 g mel
2 tsk bagepulver
75-100 g mørk chokolade, hakket.

Æg, sukker og bananer blandes godt med røremaskinen, smørret og mælken tilsættes.
Den hakkede chokolade, mel og bagepulver blandes og hældes ned til resten af ingredienserne.
Fyld muffinsformene 2/3 op.. der bliver ca. 18 -20 stk.
Bages 33 -35 min ved 175 grader.

De er også gode uden chokolade.

mandag den 12. september 2011

Blåbær-Hindbær Mousse

5 dl. piskefløde
250 g frosne blåbær
300 g frosne hindbær
3 dl. yoghurt naturel
1½ spsk sukker
1½ tsk vaniliesukker
6 blad husblas

Husblassen opblødes i koldt vand (som det fremgår af pakken).
blåbærene blendes med stavblender og hindbærene moses deri.
Bærene varmes. Vaniliesukker og sukker blandes i. og Husblassen smeltes i dette.
Blandingen tages af varmen og afkøles (husblassen må ikke begynde at stivne)
Yoghurt hældes i bærblandingen når det er forholdsvis afkølet.
Fløden piskes til stiv flødeskum.
Vend bærblandingen i flødeskummen.
Moussen stilles i køleskabet et par timer til moussen er stivnet.
(nok til 2 lag i en alm. Størrelse lagkage, eller et lag i de store. )
mums!!

Jordbær-Rabarber Mousse

5 dl. piskefløde
300 g Jordbær, frosne
200 g rabarber i små stykker
3 dl. Yoghurt Naturel
1 ½ spsk sukker
1½ tsk vaniliesukker
6 blade husblas
Husblassen opblødes i koldt vand (som det fremgår af pakken).
Jordbærene moses (evt. blendes med stavblender så der ikke er klumper)og rabarberne blandes i.
Frugten varmes. Vaniliesukker og sukker blandes i. og Husblassen smeltes i dette.
Blandingen tages af varmen og afkøles (husblassen må ikke begynde at stivne)
Yoghurt hældes i frugtblandingen når det er forholdsvis afkølet.
Fløden piskes til stiv flødeskum.
Vend frugtblandingen i flødeskummen.
Moussen stilles i køleskabet et par timer til moussen er stivnet.
(nok til 2 lag i en alm. Størrelse lagkage, eller et lag i de store. )

Fødselsdagsboller

Til Pi´s fødselsdag prøvede jeg 2 forskellige opskrifter på fødselsdagsboller, fra mine ellers elskede AMO-bøger. men bollerne skuffede.. de var tørre og intetsigende.
Til Kaja´s fødselsdag fik jeg anbefalet denne opskrift af en kollega.

5 dl. lunkent vand
50 g gær
1000 g hvedemel
100 g margarine
100 g sukker
1 æg
½ tsk salt

Gæren udrøres i det lunkne vand
Margarinen smuldres i ca. 750 g mel. Vand, sukker, salt og æg tilsættes.
dejen æltes godt igennem og yderligere mel tilsættes til dejens konsistens er passende. Den skal klæbe lidt til hænder og bord.
Tildæk dejen og stil den til hævning et lunt sted i ca. 30 min.
Dejen æltes igennem og rulles til 24 boller
Bollerne tildækkes og efterhæver et lunt sted ca. 30 min.
Bollerne pensles med æg og bages i ovnen ved 210 grader i almindelig ovn. ca. 12 min.

De blev gode og luftige. Man kan evt. tilsættes lidt kardemomme.

Kajas 1 års fødselsdagskage



Kajas 1 års fødselsdagskage

Mors lille pige bliver allerede 1 år på torsdag. Idag havde vi inviteret hele familien til boller og lagkage.

Det var egentlig planen at jeg ville have lavet en teletubbies kage, men jeg kunne ikke få teletubbierne til at gå igennem min egen kvalitetskontrol. Jeg syntes at de lignede rumvæsner eller aber..

Så istedet valgte jeg temaet bondegårdsdyr.

Kagen bestås af lyse hjemmebagte lagkagebunde, hvid chokolade mousse og blåbær-hindbær mousse. Kagen er smurt op med smørcreme og pyntet med fondant. Blåbær-hindbær moussen var et nyt forsøg og den smagte fantastisk.

Da jeg skulle lave bogstaverne var det næsten umuligt da fondanten var ved at smelte i varmen. Men jeg fik dem lavet og kagen blev spist.. og først efter kagen var væk, spurgte Jeannie om det var med vilje at jeg havde vendt J forkert. Først sagde jeg at det kunne da ikke lade sig gøre, da udstikslinealen laver dem som de skal stå. Men da jeg så kiggede på linealen opdagede jeg at det faktisk er et lille l jeg har lavet og ikke et j.. hehe.. Men pyt, det var da bare en lille sød detalje som vi kan grine af når hun skal konfirmeres..

mandag den 29. august 2011

Little Petshop fødselsdagskage



Til Pi´s 8 års fødselsdag ville hun gerne have en little petshop kage og den skulle være blå!. Jeg var inde i hendes kasser og finde lidt modeller og så gik jeg i gang..
Kagen består af lyse hjemmebagte lagkagebunde, chokolademousse og vaniliecreme. kagen er smurt op med nutella smørcreme og pyntet med fondant.

torsdag den 14. juli 2011

TA-DA

Jeg må med skam erkende at jeg kun har nået 2 ud af 3 punkter. Kaja fik mellemøresbetændelse på begge ører i mandags, så mandag og tirsdag, havde jeg en lille feberramt pige på mit bryst fra jeg kom hjem fra job og til jeg gik i seng.
Så er det ikke nemt at bruge symaskinen.
Men jeg har fået syet ringslyngen og toilettasken.

Ringslyngen er i sort bomuld med 3 kulørte bomuldsstoffer på halen. Der er pink satin-kantbånd hele vejen rundt.
Billede med Kaja i slyngen må lige vente til weekenden, for hun sover nu, men hun synes det er helt ok at sidde i slyngen hos mor.

Toilettasken er tiltænkt makeup og lign.Den er 25 x 15 cm.
Men jeg har klippet noget stof som skal blive til “storebror” Vi skal snart en tur til Lalandia, så der vil det nok være dejligt at have en taske som kan indeholde alt toiletgrejet.
Nu skal Fredag på job lige overståes og så siger jeg FERIE.. 3 uger.. fantastisk.

lørdag den 9. juli 2011

TO-DO

Jeg har vovet mig lidt ud i blogverden.. en ny verden for mig.
Jeg har den sidste tid fulgt lidt med på et par forskellige blogs for at få lidt inspiration. Den ene af disse blogs er www.westmose.blogspot.com.
I denne uge har jeg valgt at hoppe med på en To-do leg, hvilket betyder at jeg sætter mig et mål nu, som skal være nået inden på torsdag.

I denne uge har jeg 3 mål:

 1) at sy en ringslynge til mig selv.


2) at få syet et sæt sengetøj med jungledyr til min venindes datter.


3) at sy en toilettaske til mig selv. Fra nogle år siden klippede jeg stoffet til en nederdel til mig selv, jeg er dog ret sikker på at jeg ikke længere kan passe den størrelse, så nu skal de stykker bruges til noget andet.. satser på at det bliver en toilettaske.

torsdag den 7. juli 2011

En elefant kom marcherede



På Roskilde dyrskue fandt jeg disse søde elefanter . De er lavet i krydsfiner, er håndskåret og kostede 5-10 kr. stykket.
Jeg købte 5 stk. som jeg tænkte skulle bruges på Kajas værelse.
Nu er de blevet malet og jeg har klistret forskellige slags papir og karton på dem.

Posebukser

Så har jeg fået syet de første 2 par posebukser til Kaja.
Det ene par er syet i et tyndt deminfarvet stof og har elestik i bukseben og i taljen.

Det andet par er i blomstret bomuldsstof og med pink ribkant i bukseben og i talje.


Jeg havde købt en del af dette blomstret stof, da jeg egentlig ville have syet babysengetøj til Kaja af det.
Men jeg har åbenbart ikke stået og manglet mere sengetøj, og nu skal hun snart bruge juniordynen istedet.

Bukserne er klippet efter Minikrea´s mønster på posebukser.

Jeg har tidligere forsøgt mig med et buksemønster i bogen 3-6-9, børnetøj som vi kan li.. men dengang blev jeg bestemt ikke tilfreds med resultatet og derfor er der gået lidt tid før jeg har forsøgt med bukser igen..

Denne gang er jeg dog godt tilfreds og det er bestemt ikke de sidste par bukser jeg syr til Kaja.

mandag den 27. juni 2011

Bjørn og babser

Bjørn 40 år

Min svoger blev 40 år, og jeg tænkte straks at han skulle have et par bryster.

Det er nok affødt af at han straks kommenterede mine fortrin, da de var inde og besøge mig på hospitalet da Kaja var født.. Den dag var mælken lige løbet til, så det var vidst brysterne der kom med mig og ikke omvendt.

Kagen er lavet med lyse hjemmebagte lagkagebunde.
Der er Jordbær-rabarbermousse i det ene lag og en blanding af hvid og mørk chokolademousse i det andet.
Brysterne er ikke fyldt med silikone, men derimod også med de 2 slags mousse.

Sættekasse



Pi har fået malet sit værelse blåt og der skal lidt nyt på væggene. Hun har en del små nips, som indtil nu har stået lidt udsat på en hylde.
Nu har vi lavet en sættekasse med forskellige blå felter.
Det var egentlig min plan at et par af felterne skulle være hvide, men da Pi så det, sagde hun.. Så mangler der bare papir i de sidste kasser.. hmmmm.. ja så måtte jeg jo finde lidt mere, for det er jo hende der skal have den på væggen.

mandag den 30. maj 2011

Jordbær mousse



5 dl. piskefløde
300 – 375 g Jordbær, frosne
3 dl. Yoghurt Naturel
1 ½ spsk sukker
1½ tsk vaniliesukker
6 blade husblas
Husblassen opblødes i koldt vand (som det fremgår af pakken).
Jordbærene moses (evt. blendes med stavblender så der ikke er klumper)
Jordbærene varmes. Vaniliesukker og sukker blandes i. og Husblassen smeltes i dette.
Blandingen tages af varmen og afkøles (husblassen må ikke begynde at stivne)
Yoghurt hældes i jordbærblandingen når det er forholdsvis afkølet.
Fløden piskes til stiv flødeskum.
Vend jordbærblandingen i flødeskummen.
Moussen stilles i køleskabet et par timer til moussen er stivnet.
(nok til 2 lag i en alm. Størrelse lagkage, eller et lag i de store. )

Hindbærmousse

5 dl piskefløde
375 g hindbær, frosne
3 dl. Yoghurt Naturel
1 ½ spsk sukker
1½ tsk vaniliesukker
6 blade husblas
Husblassen opblødes i koldt vand (som det fremgår af pakken).
Hindbærene moses og koges 1 min. (for at sikre at alle bakterier er væk fra bærrene)
Vaniliesukker og sukker blandes i. og Husblassen smeltes i dette.
Blandingen tages af varmen og afkøles (husblassen må ikke begynde at stivne)
Yoghurt hældes i hindbærene når det er forholdsvis afkølet.
Fløden piskes til stiv flødeskum.
Vend hindbærblandingen i flødeskummen.
Moussen stilles i køleskabet et par timer til moussen er stivnet.
(nok til 2 lag i en alm. Størrelse lagkage, eller et lag i de store. )

lørdag den 14. maj 2011

Konfirmationskage med roser


Min kollega´s datter skulle konfirmeres, og Helle havde spurgt om jeg ville lave en kage til Signe, til deres kagebord.
Kagen skulle være firkantet, hvid og med lyserøde roser. Det blev en Chokolade mud-cake med et lag hvid Crunch creme.
Roserne blev i 3 farver, og formet i hånden. Jeg fik god glæde af mine nye blad-prægere.. Så de grønne blade blev rigtig fine.

torsdag den 12. maj 2011


Min nevø Malthe skulle have drengene fra børnehaven til fødselsdag. Hans mor spurgte om jeg ville lave en kage med f.eks. Ben10.
Det blev en lagkage med lyse lagkagebunde og 2 lag jordbærmousse.
Ben10 blev lavet ud fra en tegning fra en malebog og som kant havde jeg lavet små kugler i forskellige grønne farver. Malthe blev meget glad og overrasket over kagen.

onsdag den 27. april 2011

Chokolade mousse

5 dl. Piskefløde
300 – 400 g Chokolade (valgfri chokolade)Fløden piskes til stiv flødeskum.
Chokoladen smeltes (gerne i en chokoladesmelter, så det ikke bliver for varmt)
Chokoladen vendes i flødeskummen, og stilles på køl en times tid.
***
Mine erfaringer:
Hvid chokolade mousse:
jeg brugte 300 g chokolade, og den smagte glimrende.
Mørk chokolade mousse:
Jeg brugte 300 g mørk chokolade 70%. Den blev meget hård, så den nærmest smuldrede.. Næste gang vil jeg lave den med 200 g. for at undgå dette, chokoladen er jo meget kraftig.
jeg brugte de 2 slags mousse sammen, så jeg smurgte bunden med den hvide mousse og smuldrede den mørke ovenpå. Blandingen blev god.

torsdag den 21. april 2011

Billard kage


Da min farfar blev 85 år, havde han inviteret hele familien til middag om aftenen. Men om dagen holdt han reception i billardklubben, hvor han har været medlem siden 1967.
Jeg kom med kagen som en overraskelse.
Kagen er med hjemmenbagte lyse lagkagebunde, med et lag hindbærmousse og et lag nougat-chokoladecreme. Kagen blev lavet i en bradepande og så blev den skåret til og “bygget” ud, så den blev mere aflang.
Kanten drillede, men som helhed er jeg godt tilfreds med resultatet.

onsdag den 20. april 2011

Nutella smørcreme

250 g smør
500 g flormelis
1 alm. glas nutella (jeg brugte bare den billige kopi)
Smør og flormelis blandes med røremaskinen. Når det er blandet godt, tilsættes nutellaen og det blandes til at det er en ensartet masse.
Nutellaen gør det knap så sødt og smøragtigt, men jeg tør ikke bruge den hvis kagen skal være hvid. for så vil farven formentlig kunne ses igennem.

Formel 1 bil


Søren 39 år
Søren ville gerne have en figurkage som en Formel1 bil. En Mclaren som hans favoritkører Hamilton.
Kagen er en Chokolade Mud-cake. Jeg måtte lave den i 2 dele, da den ellers ikke kunne komme i køleskabet. Hjulene og den foreste del af bilen er ren mud-cake.
Den bagerste del af bilen er en mud cake med et lag hvid Crunch creme og friske jordbær. Forvingen og bagvingen er lavet i ren fondant.
Hjulene blev lidt skæve, men øvelse gør mester..

fredag den 1. april 2011

Smørcreme

85 g smør (jeg bruger alm. kærgården)
175 g flormelis

Smør og flormelis blandes med røremaskinen indtil det er en ensartet masse.
Der er nok til en alm. lagkage i dette.
Til en stor kage, laver jeg:
250 g smør
500 g flormelis.
Jeg ved godt at det ikke er helt det samme blandingsforhold. men det fungere fint, og det passer til min dovenskab. (1 pakke af hver) :)

Nougat Chokoladecreme

5 dl. Piskefløde
300 g nougat
100 g mørk chokolade
Fløden piskes til stiv flødeskum
Nougat og chokolade smeltes (gerne i en chokoladesmelter, så det ikke bliver for varmt)
Nougaten vendes i flødeskummen og stiles på køl i en times tid.

lørdag den 26. marts 2011

Barnedåbskage med tog, bamser og baby

Min veninde Dina havde lovet at lave barnedåbskage til Tania´s søns barnedåb (Tania er Dinas veninde og en af vores tidligere kollegaer)
Dina måtte springe fra 14 dage før da den gravide krop ikke helt havde den energi som hun håbede. Og så havde Tania spurgt om jeg kunne lave den istedet.
Det blev kage med hjemmebagte lyse lagkagebunde, Hindbærmousse og tobleronecreme.
Jeg havde ret frie tøjler med pynten. Men bordene skulle dækkes med blåt og grønt.. og der ville være små blå bamser på bordene.
Toget og dåbskjolen er lavet i frihånd. Bamserne gave mig muligheden for at prøve min lille silikoneform.Babyen er også en silikoneform, som jeg dog har brugt nogle gange tidligere.
Inden kagen blev pyntet havde jeg sikret mig at drengen skulle døbes i dåbskjole.

søndag den 30. januar 2011

Toblerone Creme

5 dl. Piskefløde
400 g Toblerone
Fløden piskes til stiv flødeskum.
Chokoladen smeltes (gerne i en chokoladesmelter, så det ikke bliver for varmt)
Chokoladen vendes i flødeskummen, og stilles på køl en times tid.
Hvis du ønsker lidt knas i moussen, hak evt. 4 stk. Daim og bland det i chokoladen inden det vendes i flødeskummen.

lørdag den 29. januar 2011

Kaja´s dåbskage


Kaja´s barnedåb
Den nederste kage er lavet af Chokolade mud-cake delt i 3 bunde. mellem bundene kom der tobleronecreme og Limemousse.
De 2 øverste kager er lavet af hjemmebagte lyse lagkagebunde med hindbærmousse og hvid Crunch creme.
Frøen, elefanten, kaninen, hunden og dåbskjolen er formet i frihånd. Babyen er lavet i min silikoneform. på siden af kagerne stod der Kajas fødselsdato, tidspunkt, vægt og længde.
(hunden er lavet som en kopi af en hunde-bamse som Kaja fik da hun blev født)

lørdag den 1. januar 2011

Lime Mousse

5 dl Piskefløde
4 dl Yoghurt Naturel
1 1/2 dl Sukker
2 tsk Revet limeskal
1 dl Lime saft (ca. 4 limefrugter)
6 Blade husblas
Husblassen opblødes i koldt vand (som det fremgår af pakken).
Husblassen smeltes i limesaft og limeskal. Blandingen tages af varmen og afkøles (husblassen må ikke begynde at stivne)
Yoghurt og sukker piskes på laveste hastighed til sukkeret er opløst.
Fløden piskes til stiv flødeskum.
Saftblandingen hældes i yoghurt-blandingen (i en tynd stråle) under omrøring.
Derefter vendes det i flødeskummen.
Smag på moussen, det er nu du evt. skal tilføje lidt ekstra limesaft hvis du synes den ikke er kraftig nok.
Moussen stilles i køleskabet et par timer til moussen er stivnet.

Hvid Crunch Creme

5 dl. Piskefløde
400 g hvid crunch-chokolade
Fløden piskes til stiv flødeskum.
Chokoladen smeltes (gerne i en chokoladesmelter, så det ikke bliver for varmt)
Chokoladen vendes i flødeskummen, og stilles på køl en times tid.
Related Posts Plugin for WordPress, Blogger...